Jacob Sønderskov Jensen, f. 1979, Askov
Jeg startede i lære som 17 årig efter 10. klasse, i Brørup ved et stort tømrerfirma.
Her lærte jeg noget om basale tømrer færdigheder og effektivitet. På skolen fik vi lov til at prøve kræfter med en anden type byggeri, eksempelvis bindingsværk, og det fascinerede og inspirerede mig.
Efter læretiden og et halvt år med skoleskib, arbejdede jeg som svend et par år. Her fik jeg mere ansvar for opgaverne, og det gjorde arbejdsdagen langt mere spændende. Ideen om at det selvstændige liv kunne være en mulighed blev sået i disse år.
Som så mange andre unge trak storbyen også i mig, og efter nogle år som arbejder på boreplatform og efterfølgende højskoleophold, flyttede jeg på husbåd i København.
Det var i København at jeg fandt ud af man faktisk stadig kan arbejde med de gamle teknikker og lave de spændende opgaver hvor det kræves. Jeg fik mulighed for at arbejde med istandsætning af en gammel lejlighed fra 1700 tallet, inde midt i København. Dette var en øjenåbner for mig, og motiverede mig for at genoptage håndværket. Når jeg havde tid studerede jeg gerne bøger med beskrivelser og billeder af historiske huse og bygninger der var restaurerede efter gammel skik, og gennem Byggeselskabet Maj fik jeg endelig en mulighed for at skabe min egen vej hvor jeg kunne realisere mig og dygtiggøre mig indenfor mit håndværk.
Der er bare en tilfredstillelse ved at arbejde med gamle bygninger. Man finder ofte frem til gamle planker, døre og konstruktioner der har holdt i flere hundrede år uden at gå til. Ved at behandle det rigtigt kan de holde i flere hundrede år igen, det er både en spændende, unik og bæredygtig tankegang.
Kendskab til gamle teknikker og erfaringen med at restaurere spænder bredt fra at kunne kvalitetsvurdere en bygning og et træværk til at kunne udføre eksempelvis bindingsværk, istandsætte gamle vinduer, kitte, linoliemale, trætjære, udføre snedkerbyggede traditionelle trapper med håndliste krumninger og trappemæglere, møbelrestaurering, konstruktion af plankespiseborde mm. Sådanne udfordringer og teknikker rejser jeg gerne langt for at få muligheden for at udføre.
Jeg bor nu i Sønderho på Fanø med min kone og to små børn. Her finder vi et fællesskab, et trygt lokalmiljø for vores børn og en dejlig natur. Og så er jeg naturligvis betaget af de mange historiske huse som præger en stor del af bebyggelsen. De er gamle, velbevarede, ofte stråtækkede og nænsomt restaurerede. De har ofte et langt liv bag sig, men står her endnu og kan komme til at gøre det mange år endnu, hvis de får den rette behandling.